23948sdkhjf

Styrelse har foretaget 150 kontrolbesøg: Så få bøder har det kastet af sig

En ny lovgivning om digital salgsregistrering skal reducere omfanget af sort arbejde samt bedrageri i forbindelse med moms og skat

Det kan koste dyrt ikke at have styr på lovgivningen.

Det ridsede Skattestyrelsen op for RetailNews, da vi tidligere på året dækkede en ny lov om digital salgsregistrering. 

Nu er der gået et par måneder siden da - og Skattestyrelsen har nu også været på de første kontrolbesøg. Det bekræfter styrelsen til RetailNews. 

De vigtigste punkter i ny lovgivning

  • 1. januar 2024 trådte den nye lovgivning i kraft
  • Det medfører, at forskellige sektorer - såsom caféer, pizzeriaer, kiosker og restauranter - bliver pålagt at implementere digitale salgsregistreringssystemer
  • Formålet med påbuddet om digitale kasseapparater er at reducere omfanget af sort arbejde samt bedrageri i forbindelse med moms og skat
  • Dette initiativ er skabt for at forenkle skattemyndighedernes muligheder for at udføre kontrol med virksomheder
  • Allerede nu er det muligt for Skat at pålægge visse virksomheder at anvende et digitalt salgsregistreringssystem (en såkaldt POS-løsning), selv før 1. januar 2024, såfremt virksomheden overtræder de eksisterende, gældende krav og regler.
  • Ved kontrolbesøg efter 1. januar 2024 kan Skat udstede bøder på 10.000,- ved 1. kontrolbesøg, 20.000,- ved 2. kontrolbesøg etc., hvis ikke en virksomhed har et egnet registreringssystem i orden.
  • Dertil har Skat mulighed for at udstede dagsbøder á 1000,-, indtil kravet er opfyldt.

Kilder: PosOne og skat.dk

Helt konkret har man besøgt "omkring 150 virksomheder bredt fordelt over landet", fortæller underdirektør Preben Buchholtz Hansen.  

- Vores fokus er som udgangspunkt vejledende, hvor vi tjekker om virksomheden har anskaffet et system og om systemet overholder kravene. I de tilfælde, hvor virksomheden endnu ikke har indkøbt det nødvendige udstyr til digital salgsregistrering og man ikke kan dokumentere, at der er indgået en aftale om indkøb, vil virksomheden blive vejledt om de nye regler og om, at udstyret snarest muligt skal indkøbes, siger han. 

Disse brancher er omfattet af ny lovgivning

  • Caféer, værtshuse, diskoteker mv.
  • Pizzeriaer, grillbarer, isbarer mv.
  • Købmænd og døgnkiosker
  • Restauranter

Kilde: Skattestyrelsen

Han lovede tidligere, at bødeblokken ville blive i lommen lidt endnu - og der er da heller ikke endnu udstedt bøder på baggrund af de nye regler om digital salgsregistrering.

Det bekræfter styrelsen også over for RetailNews.  

Men man venter heller ikke alt for længe på, at detailbutikkerne retter ind. Det forsikrede Preben Buchholtz Hansen om i januar.  

- Forståelsen er selvfølgelig mindre, hvis virksomhederne ikke følger op på vores vejledninger, hvis vi har besøgt dem én eller flere gange. Men i første omgang får de en fair chance for at få bragt systemet i orden, lød meldingen fra underdirektøren dengang. 

Det anslås, at omkring 12.000 virksomheder påvirkes af den nye lovgivning. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.223